All-round elektriker til ODENSE EL: Vi leder efter dig, som har et positivt og udviklingsorienteret drive!
Er du den type elektriker, der trives godt med at vejlede vores kunder i el-tekniske løsninger, der gavner dem nu og på sigt? Og brænder du for både at fordybe dig og tage hånd om opgaverne alene, imens du har ansvaret for, at de bliver løst?
Så håber vi, at du har lyst til at blive en del af vores fagligt stærke team hos ODENSE EL, hvor vi altid står klar til at løse enhver form for el-opgave til private og erhverv – og hvor du får en afgørende rolle i forhold til at rådgive kunden i valg af el-løsninger i takt med, at du udfører og sikrer høj kvalitet.
Lidt om dig og din faglighed
Som uddannet elektriker har du let ved at se løsninger og muligheder. Det betyder, at du er god til at hjælpe vores kunder med at forstå, hvordan en given el-teknisk løsning fungerer og gavner dem nu og i fremtiden.
Du har kendskab til de gængse regler og krav til elinstallationer, og fejlfinding er ikke fremmed for dig.
Er der imidlertid områder indenfor el-faget, hvor du ikke føler dig godt nok klædt på, vil vi gerne høre fra dig alligevel! Vi leder nemlig også efter DIG, der gerne vil lære nyt.
Som person er du typen, der sikrer et godt overblik gennem en struktureret tilgang til dit arbejde. Og når det kommer til kommunikation, taler du lige godt med den private kunde, med entreprenøren og erhvervskunden, imens du sikrer, at ingen bliver tabt på gulvet.
Du trives rigtig godt med “frihed under ansvar”, hvor du har rig mulighed for medbestemmelse og rådgivning af kunden. I den forbindelse administrerer og styrer du selv din kalender og prioriterer derfor selv din tid i forhold til den enkelte kunde.
Og selvom du har ansvaret for selv at følge dine opgaver til døres og trives godt med at udføre størsteparten af opgaverne alene, skal du vide, at hjælpen fra dine kollegaer aldrig er længere end et opkald væk. I teamet har vi altid din ryg.
Her hos ODENSE EL står vores installations opgaver i kø for at lande i dine kyndige hænder.
Vi leder derfor efter DIG, der elsker at se lyset i dine privatkunders øjne, fordi du altid giver dem den bedste service, når du kommer i deres hjem.
Og vi leder efter DIG, der med en god portion erfaring i værktøjskassen ved, hvordan alle installations materialer spiller sammen, når du arbejder sammen med vores erhvervskunder på alt fra nybyggerier til ombygninger, service og vedligehold.
Lidt om jobbet
Hér hos ODENSE EL bliver du mødt af en fleksibel hverdag med alsidige opgaver.
På en typisk arbejdsdag møder du oftest ind hos kunden, på projektet eller byggepladsen.
Forinden har du selv bestilt dine materialer, ligesom du også selv holder styr på dit tidsforbrug og er ansvarlig for din egen kvalitetssikring (KLS).
Dit arbejde kommer til at bestå af alt fra renovering til nybyggeri og spjældopgaver – og har du erfaring med eller lysten til at dykke ned i IHC, DALI- lysstyringer og lign. vil der også være opgaver indenfor disse områder.
Ønsker du at dygtiggøre dig indenfor dit felt, tilbyder vi kurser og efteruddannelse i den optik, at det giver mening for både dig og for os.
I forbindelse med jobbet er det vigtigt at fremhæve, at vi gør alt, hvad vi kan for, at dit privatliv og arbejdsliv hænger bedst muligt sammen. Vi planlægger derfor aldrig opgaver baseret på overarbejde.
Har du overarbejde, er det altid aftalt og typisk fordi, du skal gå tidligt en fredag eller fordi, du arbejder hos en kunde, hvor vi ikke kan slukke for strømmen indenfor normal arbejdstid.
Ydermere har vi ingen vagtordning.
Lidt om os!
Hos ODENSE EL er vi lige præcis dér, hvor vores kunder har brug for os. Alligevel har vi en stærk tilknytning til Odense og føler os meget lokale i hjertet af Fyn.
Vi ser os selv som ét team med en simpel mission: Vi skaber værdi for vores kunder ved altid at sikre, at drift og udvikling er pakket ind i en helt unik service. Det betyder, at vi hjælper og rådgiver kunden hele vejen rundt om det stykke arbejde, kunden skal have udført.
Og fordi vi kender rytmen i en byggeproces, betyder det også, at vi i vores rådgivning ofte bevæger os udenfor det el-faglige område, når vi fx hjælper kunden ved at huske ham eller hende
på, hvornår i processen de skal ringe til os, så vi kan få el-installationer udført bedst muligt.
Og så sætter vi en ære i at overholde vores aftaler og deadlines.
Uddannelse af faglært arbejdskraft er utroligt vigtig for vores branche. Vi er derfor en virksomhed, som altid har mange lærlinge. På den måde er vi med til at tage ansvar for at uddanne den arbejdskraft, vores branche higer efter.
Og så er vi en virksomhed, der gerne giver plads til mennesker i fleksjob, som ikke har mulighed for at være i arbejde på fuld tid, men som stadig brænder for at være på arbejdsmarkedet i det omfang, de kan.
Alt det gode, vi også tilbyder:
✔ Du får firmabil og mobil.
✔ Du får løn efter kvalifikationer.
✔ Du får faglig og personlig udvikling.
✔ Du får en sundhedsforsikring fyldt med fordele.
✔ Du får et team, hvor vi prioriterer at anerkende hinanden i plenum.
✔ Du får et team af gode kolleger, der støtter op om dig, og som altid har din ryg.
Har du mod på at blive en del af ODENSE EL?
Når du er en del af ODENSE EL, bliver du en del af et team, hvor en god og humoristisk tone er en del af hverdagen.
Samtidig er det vigtigt for os, at du har det godt i teamet, og at du bliver fagligt udfordret i et tempo, der passer til dig. Du skal derfor vide, at når vi har lært hinanden godt at kende, så har du stor indflydelse på, hvilke typer af opgaver, du kommer ud på.
Det er vigtigt fordi, vi som team arbejder hårdt for at spille hinanden godt!
I forhold til dig er vi nysgerrige på dine fremtidige mål og på hvordan, vi kan hjælpe med at indfri dem. Så fortæl os gerne lidt om din erhvervserfaring og dine ambitioner.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte:
Lars Rousing, indehaver
+45 61 62 07 80
Magnus Fink Isaksen, indehaver
+45 60 20 85 06
Og er du allerede klar til at trække i arbejdstøjet, sender du din ansøgning og dit CV til ODENSE EL på mail@odense-el.dk
Ansøgningsfrist: Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt og indkalder løbende til samtale.
Vi er parate til en hurtig ansættelse og glæder os til at høre fra dig!